Fredag den 2. juni kl. 23.00 mødtes otte løbere ved Tønden. Himlen var klar i det nautiske tusmørke, der var blevet en hel del lysere af fuldmånen, som allerede havde været på himlen siden 21.30.
Alle var klædt varmt på, for selv om det havde været op til 20 grader i løbet af dagen, var varmen suset lige til himmels og temperaturen var nu nede på 10 grader. Taskerne var derfor pakket med varm kaffe og Nutellamadder, som blev indtaget ved Fugletårnet på Nyord.
Det var en på alle måder skøn tur. Ovenover hang månen – lige dér, så tæt på og alligevel med en afstand på “kun” 373.905 kilometer.
Turen gik fra Tønden ud til Nyordbroen over til fugletårnet til kaffen og spisepause. Derfra videre til havnen i Nyord, hvor de småsludrende tog ophold til ny kaffepause ved 2-tiden. Úndskyld til dem der forsøgte at sove i båd på Nyord Havn.
Efter 19 vidunderlige kilometer i det måneoplyste landskab nåede de Ulvshale Strand lige til solgang klokken 04.38.
Tusind tak til Lars og Vinnie for at planlægge en supertur i måneskin og tak til Carsten, Jeanett, Lis, Irene, Pia og José for det dejlige selskab.
Turen bliver gentaget.